En af gruppen, der så ud til at ændre samfundet, var de liberale. Venstre ville have en nation, der tolererede alle religioner. Vi skal huske, at europæiske stater normalt diskriminerede de en eller anden religion på dette tidspunkt (Storbritannien favoriserede Church of England, Østrig og Spanien favoriserede den katolske kirke). Venstre modsatte sig også den ukontrollerede magt fra dynastiske herskere. De ønskede at beskytte enkeltpersoners rettigheder mod regeringer. De argumenterede for en repræsentant, valgt parlamentarisk regering, med forbehold af love fortolket af et veluddannet retsvæsen, der var uafhængigt af herskere og embedsmænd. De var dog ikke ‘demokrater’. De troede ikke på universel voksenfranchise, det vil sige, enhver borgeres ret til at stemme. De følte, at mænd med ejendom hovedsageligt skulle have afstemningen. De ønskede heller ikke afstemningen for kvinder.
I modsætning hertil ønskede radikaler en nation, hvor regeringen var baseret på størstedelen af et lands befolkning. Mange støttede kvinders suffragette -bevægelser. I modsætning til liberale modsatte de sig privilegierne for store jordsejere og velhavende fabriksejere. De var ikke imod eksistensen af privat ejendom, men kunne ikke lide koncentration af ejendom i nogle få hænder.
Konservative var imod radikaler og liberale. Efter den franske revolution havde selv konservative imidlertid åbnet deres sind for behovet for forandring. Tidligere i det attende århundrede havde konservative generelt været imod ideen om forandring. I det nittende århundrede accepterede de, at nogle ændringer var uundgåelige, men mente, at fortiden måtte respekteres, og ændringer måtte skabes gennem en langsom proces.
Sådanne forskellige ideer om samfundsmæssige ændringer kolliderede under den sociale og politiske uro, der fulgte den franske revolution. De forskellige forsøg på revolution og national transformation i det nittende århundrede var med til at definere både grænserne og potentialet for disse politiske tendenser.
Language: Danish
Science, MCQs